Kontraindikationer og bivirkninger

Kontraindikationer til manipulationsbehandling omfatter systemiske lidelser, der påvirker integriteten af vævet eller stabiliteten i rygsøjlen som fx svær osteoporose, frakturer, malignitet og visse autoimmune sygdomme. I disse tilfælde kan kiropraktoren dog ofte stadig anvende øvelser, træning og fysisk aktivitet som smertelindrende behandling.

Normale bivirkninger ved manipulationsbehandling omfatter kortvarig ømhed omkring det behandlede sted samt generel træthed. Sværere bivirkninger er ekstremt sjældne. Det er rapporteret om frakturer og nyopståede eller forværrede smerter oftest i forbindelse med mangelfuld diagnosticering. En uforudsigelig og meget sjælden bivirkning ved manipulation af nakken er dissektion af arterie vertebralis. Der er rejst berettiget tvivl om, hvorvidt dette skyldes selve manipulationen eller en præeksisterende tilstand hos patienten, som giver sig udslag i nakkesmerter og hovedpine. Patienter, der behandles med andre modaliteter end manipulation fx medicin, har nemlig samme risiko for at udvikle tilstanden efter behandling.