Smerter omkring håndled

Håndleddet er et komplekst led, som består af otte håndrodsknogler foruden underarmens to lange knogler. Det belastes meget til hverdag og udsættes ofte for overbelastninger i forbindelse med fald, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger mv. Smerter og stivhed opstår enten ved direkte traume eller manglende funktion af led, ledbånd, nerver og muskler.

 

Kiropraktisk behandling består i at identificere og løsne led ved manipulationsbehandling samt løsne spændt muskulatur i underarmen, da musklerne her styrer bevægelserne og stabiliteten af håndleddet. Optræning af muskulaturen i hånden og underarmen vha. hjemmeøvlser kan være en nødvendig del af behandlingen.

Karpaltunnelsyndrom: Der opstår smerte, snurren og/eller følelsesløshed i håndfladen og fingrene, og hånd og fingre kan være stive og hævede. Generne er værst om natten og morgenen og kan lindres ved at løfte hånden op over skulderen eller ud over sengekanten. Behandlingen består af hvile, til tider med specielt udformet støttebind. Akupunktur og ledfrigørende mobilisering af håndleddet og massage af underarmens muskler kan have en gavnlig virkning. Blokadebehandling kan være nødvendig, hvis intet andet hjælper, og har dette ingen eller kun kortvarig effekt, kan operation blive sidste udvej.